Det nyfødte barns hud er meget følsom overfor varme. Derfor kan huden hurtigt blive rød, hvis barnet har haft det for varmt. Barnet kan også have forskellige slags ufarlige knopper, som det enten er født med, eller som kommer indenfor de første par uger. Knopperne kan være røde eller ligne små bumser. Begge dele forsvinder igen uden at skulle behandles.
Nogle babyer fødes med meget tør og afskallende hud. Dette er typisk babyer, som er født efter terminsdatoen. Uanset om jeres baby er født med tør hud eller ej, så vil jeres baby få tør og afskallende hud i løbet af den første uge. Det er en naturlig del af overgangen fra at leve i fostervand i 9 måneder til at skulle være udenfor livmoderen. I bør ikke smøre jeres babys hud med cremer eller olier men bare vente til den skaller af. Indenunder er der fin og glat babyhud. Hvis jeres babys hud dog bliver så tør, at der kommer sprækker, kan I med fordel smøre med modermælk eller lanolinsalve/lansinoh.
Blå hænder og fødder
Blå hænder og fødder er helt naturligt umiddelbart efter fødslen. Dette sker, fordi jeres barn prioriterer at ilte de vigtigste organer, frem for at føre blod ud til hænder og fødder. Dette går typisk væk i løbet af de første timer efter fødslen, når barnet har vænnet sig til at være udenfor livmoderen. Det kan også ses senere, hvis jeres barn bliver koldt. I det tilfælde vil barnt igen prioritere, at blodforsyningen går til de vigtigste organer, og derfor kan barnet igen få blå hænder og fødder. Sørg derfor for at holde jeres barn varmt nok, men ikke for varmt. Det er normalt og helt okay, at barnets fødder og hænder er kolde, men uden at være blå. Hvis jeres barn derimod begynder at blive blå omkring læberne eller generelt blå/bleg i huden, er det tegn på iltmangel, og I skal tage kontakt til en fagperson straks.
Gulsot
Op i mod 30 % af alle nyfødte bliver gule i huden indenfor den første uge efter fødslen. Det kaldes gulsot og er en ophobning af stoffet bilirubin i blodet. Gulsot er for langt de fleste børn ufarligt, men det kan være nødvendigt at behandle. Hvis niveauet af bilirubin i barnets blod bliver meget højt, kan det påvirke hjernen. Derfor skal du henvende dig til sundhedspersonalet, hvis:
- Barnet er gult over hele kroppen, også i det hvide område i øjnene.
- Barnet er gult og samtidig sløvt, hvilket vil sige, at det sover meget, er svært at vække til måltiderne og melder sig selv mindre og mindre.
- Barnet er gult, og afføringen ikke er begyndt at skifte fra sort til tyndere grønt 2 døgn efter fødslen (se også “afføring og vandladning” i dette kapitel).
Hvis dit barn er ved at blive gult i huden, og du ammer, så kan du med fordel sætte ammehyppigheden op til 10-12 amninger i døgnet. Hvis der er brug for yderligere behandling, kan barnet blive indlagt på Neonatalafsnit 12-13, hvor det skal ligge under et særligt lys. Dette lys nedbryder den for store mængde bilirubin. Behandlingen tager typisk 1-2 døgn, og I kan derefter blive udskrevet igen.
I sjældne tilfælde bliver barnet ved med at være gult, i al den tid man fuldammer. Denne form for gulsot er fuldstændig ufarlig. Dog skal bilirubinniveauet kontrolleres med en blodprøve, når barnet er 14 dage gammelt.
Solbeskyttelse
Helt små børn bør ikke være ude i solen. Det bliver hurtigt for varmt, og deres sarte hud bliver let skoldet. Hvis I skal være ude, anbefales let men langærmet tøj og skygge. Desuden anbefales det at beskytte barnet mod sol- og genskin ved at smøre solcreme i høj faktor i barnets ansigt samt hænder og fødder, hvis disse er bare.