Husk, at nye flasker og sutter altid skal koges, inden de tages i brug for første gang.
Du kan købe færdigblandet modermælkserstatning eller modermælkserstatning i pulverform. Pulverform er billigst. Hvis dit barn er disponeret for allergi, anbefaler vi en særlig form for modermælkserstatning, såkaldt hypoallergen modermælkserstatning.
Sådan tilbereder du modermælkserstatning i pulverform:
- Vask hænder med vand og sæbe og tjek, at der er rent på køkkenbordet.
- Brug vand fra den kolde vandhane − lad det løbe lidt først. Sæt vandet til at koge.
- Læs brugsanvisningen på emballagen, mens vandet kommer i kog, og følg den nøje.
- Afkøl vandet til den temperatur, der står på emballagen.
- Bland pulver og vand. Brug den måleske, der følger med. Et strøget mål skal være strøget til skeens kant. Ryst flasken grundigt.
- Tjek, at mælken har kropstemperatur, når du giver den til barnet. Det gør du ved at dryppe lidt mælk fra flasken på indersiden af dit håndled. Mælken skal føles lun og ikke varm.
Indtil barnet er 2 måneder, kan du kun tilberede mælk til ét måltid ad gangen. Senere kan du tilberede til et døgn ad gangen.
Når barnet er over 2 måneder, kan du tilberede flasker til et helt døgn ad gangen, medmindre barnet er for tidligt født eller har en immunsygdom. Gør flaskerne klar efter anvisningen på emballagen. Luk flaskerne og sæt dem straks i køleskab, indtil de skal bruges. Temperaturen i køleskabet skal være maksimalt 5 grader (tjek med et køleskabstermometer). Mælken kan holde sig 1 døgn i køleskab, bedst bagerst i køleskabet. Når barnet skal have mælken, skal den først varmes op til kropstemperatur. Opvarmet mælk må ikke genbruges og opvarmes på ny. Du må ikke gemme modermælkserstatning, som er tilbage i flasken efter et måltid. Rester af modermælkserstatning skal altid smides ud.
Indtil barnet er 4 måneder, skal du bruge kogt vand til tilberedningen. Du kan eventuelt koge vand til hele dagen og opbevare det i en ren, lukket beholder i køleskabet. Når du så skal bruge det kogte, afkølede vand, kan du varme det op til den temperatur, der står på modermælkserstatningens emballage.
Mælken i flasken skal højst være 37 grader, når barnet får den, ellers kan det skolde sig. Du kan varme flasker i mikrobølgeovn eller i varmt vandbad. Husk at ryste flasken flere gange, især hvis du bruger mikrobølgeovn, som varmer ujævnt. Opvarm mælken og tjek, at den har den rette temperatur, ved at dryppe et par dråber på indersiden af dit håndled. Mælken skal føles lun, men ikke varm. Opvarmet modermælkserstatning skal gives straks.